Klukflasken
- Ved Lis Larsen - Tidl. Chefguide og museumsleder på Holmegaards Glasværk
Klukflasken har sin historie helt tilbage til romertiden, og siden år 1700 har man kendt til tyske klukflasker, sådan som dem vi ser i dag.
I Norge og Sverige kendes flasker fra 1780’erne, og siden er Klukflasken blevet en særlig skandinavisk tradition, der stadig fremstilles på de fleste skandinaviske glasværker. I 1830’erne blev der produceret klukflasker på glasværket i Næstveds norske venskabsby Gjøvik.
Den første glasmager på Holmegaard hed Christian Wendt. Hans far kom fra Tyskland til glashytterne omkring Gjøvik, hvor Christian blev udlært glasmager. I 1825 drag han med familien til Holmegaard og startede produktion af flasker. Og ikke blot tilførte han Holmegaard sit håndværk som glasmager, han medbragte også den koboltblå farve, der har været så kendetegnende for mange af Holmegaards produkter.
Blåfarveværket forsynede indtil 1857 danske, norske, svenske og tyske glasværker med den intense blå koboltfarve. Hos vores norske venskabsby kaldes farven ”Gjøvikblå” og på Holmegaard fik den navnet ”Holmegaard blå farve 104”.
Klukflasken er blandt de første glas Holmegaard producerede, da man begyndte at producere andet end grønt og brunt glas. De har været produceret siden 1840 og sælges den dag i dag.
At klukflasken bærer dette navn skyldes, som mange nok ved, at væsken der hældes ud af flasken siger en klukkende lyd, når væske og luft i de 4 søjler skal mødes.
Og tilbage til vores norske venner. Det skete, at vi på Holmegaard fik henvendelser, hvis køberen af klukflasken ikke syntes flasken klukkede godt nok. Sjovt nok kom henvendelserne fra nordmændene. Deres klukflaske skulle klukke.
Man kan bruge klukflasken til mange slags spiritus, men i Danmark er den nok mest brugt til at hælde snaps på.
Der har været mange varianter af den gamle ide fremme gennem årene. De har været 2-kantede, 3-kantede, skæve, to flasker oven på hinanden, 1/16 liter og op til 2 liter.
Det er dog den traditionelle klukflaske der har været mest populær.
At se fremstillingen af klukflasker var altid et af de stop på rundvisningen, som de fleste besøgende syntes var noget af det mest spændende at se, da der stadig blev fremstillet glas på Holmegaard. På mine rundvisninger på Holmegaard, skete det ofte, at gæster fortalte mig, hvorledes de for måske 30 år siden havde set en klukflaske blive blæst, og stor var deres glæde, når jeg kunne vise dem hen til glaspusterne, der stadig pustede klukflaskerne til Glasværkets sortiment.
Også jeg var fascineret af at følge fremstillingen. Det er fantastisk at blot et lille sug i den varme flaske kan forme de 4 luftsøjler.
Skrønen med at flasken kom til verden ved at glasmageren havde fået hikke må vi vist glemme.
Klukflasken kendes fra næsten alle danske hjem, også i dag. I ældre tid stod klukflasken på bordet i de gamle kroer til fri afbenyttelse.
Lis Larsen