Tysk graffitikunstner udsmykker Næstveds nye parkeringshus

9. september 2019

Hvis du vil se graffiti in action, er det nu, du skal drage mod det nye parkeringshus på Grønvej, som rejser sig flot over skinnerne ved Næstved Station. Her er den tyske kunstner Stohead i fuld gang med at udsmykke parkeringshuset udvendigt. 

Shohead, tysk grafittimaler

De drypper, hælder og danser. De farverige og fede bogstaver, som flyver ud af penslen, når den tyske graffitikunstner Shohead forvandler kedelige facader til moderne kunst i verdensklasse.

Lige nu er den internationalt anerkendte kunstner i fuld gang med at udsmykke Næstveds nye parkeringshus på Grønvej. Selv kalder han sin kunst for skrevne abstraktioner og kalligraffiti - en kunstform, der kombinerer kalligrafi, typografi og graffiti.

Rødder i den klassiske graffiti

I disse dage kan du møde ham i hjertet af Næstved. For selvom parkeringshuset muligvis har været i brug i flere måneder, mangler der noget helt essentielt, for at det bliver rigtig Næstvedsk og virkelig passer ind i vores by: kunsten og et touch af natur. 

Det bliver der lavet om på nu. Næstved Kunstby, en del af Næstved Ungdomsskole, har sørget for den første del, nemlig kunsten. Stohead er den første kunstner, der er valgt til at udsmykke én af tre betonflader ud mod jernbanen. Og ingen tvivl om, at Stohead er stor, men hvorfor er det netop ham, der er valgt?

Kurator for Næstved Kunstby, William Hjort, forklarer: 

"Vi jagter hele tiden diversitet. Stohead er retningsskabende inden for graffitikulturen, og han har en unik grafisk stil, der stadig har rødder i den klassiske graffiti."

Når først Stohead har udsmykket den første betonflade, får Næstved besøg af to andre internationale kunstnere, som vil udsmykke parkeringshusets to sidste flader. Den første af de to kunstnere kommer i starten af oktober. 

Næstved Kunstby bestemmer, hvilke værker, der udføres, men udtrykket vil falde i tråd med de 19 værker, som kan ses rundt omkring i Næstved by. 

 

Kunst og natur hånd i hånd

Når først de tre kunstnere har drysset moderne dampe over fladerne, er tiden inde til det grønne touch. Langs med parkeringshuset vil der i løbet af efteråret blive plantet slyngplanter og langs med stien buske og træer, som gerne skulle blive den fineste og grønneste prik over i'et. 

Også det nye parkeringshus på Kählersvej er der kunstneriske planer for. En 2,5 meter høj graffitivæg er etableret på hele langsiden mod banearealet. Her er planen at invitere til en kunst-event, hvor professionelle graffitimalere i samarbejde med unge fra Næstved Ungdomsskole vil skabe et kunstværk. 

Udover at borgere, pendlere og turister (igen) får noget virkelig smukt og helt unikt at kigge på, når de færdes i Næstved, har de altså også fået 770 nye p-pladser i hjertet af Næstved.  

Pressen kan møde Stohead ved parkeringshuset på Grønvej fra cirka kl. 9-18 frem til på torsdag - alt efter vejr og vind. 

Kontakt

Center for Kultur og Borgerservice
Telefon: 5588 3020
E-mail:
Sidst opdateret den 9. september 2019