Gigantisk papby og temauge før DM i Skills

26. marts 2019

Eleverne på Fladsåskolen afd. Korskilde bruger denne uge til at blive klogere på alverdens forskellige jobs og på at bygge deres helt egen pap- og kartonby med forskellige arbejdspladser. Byen bliver indviet af borgmester Carsten Rasmussen torsdag 28. marts kl. 11.00. Her vil byens navn også blive afsløret efter en stor navnekonkurrence.

Hvilke forskellige job kan man egentlig have på et hospital? Gad vide, hvad de mennesker der arbejder på et bryggeri mon alle sammen laver? Disse spørgsmål og mange flere bliver 0. - 6. klasseelever på Fladsåskolen afd. Korskilde klogere på i denne uge. 
 

Som optakt til DM i Skills har de nemlig temauge om forskellige arbejdspladser, og om hvor mange forskellige - og spændende - arbejdsopgaver, der egentlig gemmer sig på det danske arbejdsmarked. Flere forældre kommer og fortæller om deres arbejde, og de mindste elever skal rundt på skolen og interviewe forskelligt personale. 

Tanken er, at besøg på forskellige arbejdspladser og nysgerrige spørgsmål skal åbne elevernes øjne, for de mange muligheder de har. Og at vise dem, at der er brug for mennesker, der er gode til alle mulige forskellige ting.
 
Som en del af temaugen skal eleverne bygge en 15 m3 by. Derfor har vi gennem de sidste uger haft forskelligt pap med hjemmefra. Byen skal blandt andet vise nogle af de forskellige arbejdspladser, de selv har været ude og besøge. Hvad byens navn skal være er endnu uvist. Men sikkert er det, at det bliver afgjort efter en stor navnekonkurrence, og at navn og by bliver afsløret og indviet torsdag 28. marts kl 11.00 af borgmester Carsten Rasmussen.

Kontakt

Center for Dagtilbud og Skole
Telefon: 5588 3070
Sidst opdateret den 26. marts 2019