Skoleledere går i skolegården

8. august 2018

Når skoleåret lige om lidt begynder vil eleverne i Næstved Kommunes skoler de første uger blive budt velkommen af nogle fra skoleledelsen i skolegården eller i de indendørs fællesarealer. En evaluering fra sidste år viser nemlig, at det er det mest effektive middel til at få elever til at møde til tiden.

Dit barn er vigtigt
Der er virkelig mange sjove undskyldninger

Igen i år kører Næstved Kommune kampagnen  "Dit barn er vigtigt - lige fra klokken ringer ind". Som et ekstra samlet tiltag har skolernes ledelser givet hinanden håndslag på at møde elever og forældre om morgenen i skolegårdene eller andre fællesarealer for at sige godmorgen - og også tage  en konstruktiv snak med dem, der i sidder i klassen når det ringer ind.

En af de skoler, der sidste år havde succes med at møde elever og forældre i skolegården - både før og efter klokken havde ringet ind - var Li. Næstved Skole. Her fortæller skoleleder Torben Møller Nielsen

- Det har været vældigt effektivt at stå ude i skolegården og sige godmorgen og tage en snak med de elever, som ikke kom tidligt nok hjemmefra. I starten kom de bare gående, men ret hurtigt kunne jeg se, at de spænede afsted for at nå til timen. Jeg havde også en snak med forældrene, hvis de fx satte deres børn af efter det havde ringet ind. Det blev generelt taget rigtig godt imod, fortæller Torben Møller Nielsen, som igen vil tilbringe morgenerne i skolegården.

Ud over at møde skolelederne vil man også blive mødt af bannere på skolerne, information på forældreintra og bannere på infostanderne på indfaldsvejene og i midtbyen.

Dit barn er vigtigt - lige fra klokken ringer ind

Grunden til at skolerne sætter fokus på at komme til tiden er, at det er helt afgørende for elevernes trivsel og læring at de møder til tiden. Kommer man for sent, bare fem minutter kan det opleves som ganske grænseoverskridende for et barn at træde ind ad døren, når alle klassekammeraterne er godt i gang med at modtage undervisning. Og nogle børn får simpelthen ondt i maven og vil slet ikke i skole, når de fornemmer, at det kunne blive en af de morgener, hvor de risikerer at komme for sent.

Desuden viser forskning og statistik, at der er en sammenhæng mellem, om man er til stede i skolen, helt fra de små klasser, til, om man senere gennemfører en uddannelse.

Derfor fortsætter skolerne med at holde fokus på eleverne kommer til tiden, for som byrådsmedlem og formand for Børne- og Skoleudvalget i Næstved Kommune Lars Hoppe Søe tilføjer:

-  Kommer bare én elev for sent betyder det, at resten af klassen bliver forstyrret. Det er vigtigt for os i Næstved Kommune, at man både bliver fagligt dygtigt OG at man lærer, at man ikke bare kommer når det passer én selv, men at man selvfølgelig kommer til tiden, siger Lars Hoppe Søe. 

Sidste år aktiverede alle skoler funktionen i fraværsregistreringssystemet, så der automatisk bliver sendt en sms til forældre, hvis deres barn kommer for sent eller slet ikke møder.  Langt de fleste forældre er glade for denne ordning. På en tilfældig dato i foråret 2018 sendte alle skolerne tilsammen 111 sms'er ud til forældrene til elever, som enten kom for sent eller slet ikke kom, og havde glemt at melde fravær.

Lars Nedergaard  

Næstved Kommunes 975 pædagoger og lærere går hver dag på arbejde for at skabe de bedste rammer for 8030 elever. Noget af det vigtigste forældrene kan gøre, men som de nogle gange overser, er at sikre, at deres børn kommer til tiden, fortæller centerchef for Dagtilbud og Skole Lars Nedergaard.

 

Kontakt

Center for Dagtilbud og Skole
Telefon: 5588 3070
Sidst opdateret den 8. august 2018