VEDTÆGTER FOR SUSÅ ERHVERVSRÅD
§ 1
Navn og hjemsted
Suså Erhvervsråd er en forening med hjemsted i Næstved Kommune.
§ 2
Formål
Suså Erhvervsråd skal virke til fremme af erhvervslivet i Næstved Kommune med særlig vægt på erhvervslivet i den tidligere Suså Kommune.
§ 3
Næstved-Egnens Udviklingsselskab A/S
Suså Erhvervsråd deltager gennem repræsentation i bestyrelserne for Næstved-Egnens Udviklingsfond og Næstved-Egnens Udviklingsselskab A/S i erhvervsfremmearbejdet i Næstved Kommune.
§ 4
Medlemmer
Som medlem af Suså Erhvervsråd kan optages enhver virksomhed, organisation, institution, forening og person, som har interesse i erhvervslivet i Næstved Kommune, herunder specielt erhvervslivet i den tidligere Suså Kommune.
§ 5
Medlemmernes forpligtelser
Medlemmer forpligter sig til at betale et årligt kontingent til Suså Erhvervsråds arbejde. Kontingentets størrelse bestemmes af det enkelte medlem, generalforsamlingen fastsætter dog et mindste beløb, som kan være forskellig for de enkelte medlemskategorier.
§ 6
Generalforsamlingen
Generalforsamlingen er Suså Erhvervsråds øverste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes inden udgangen af april måned. Ordinær generalforsamling skal indeholde følgende dagsorden:
1. Valg af dirigent.
2. Formandens beretning.
3. Beretning fra Næstved-Egnens Udviklingsselskab A/S.
4. Fremlæggelse af revideret regnskab til godkendelse.
5. Beslutning om anvendelse af overskud eller dækning af tab i henhold godkendt regnskab.
6. Fremlæggelse af budget og fastsættelse af kontingent.
7. Indkomne forslag.
8. Meddelelse om, hvem der af Næstved Byråd er udpeget som medlemmer til bestyrelsen.
9. Valg af medlemmer og suppleanter til bestyrelsen.
10. Valg af revisorer og revisorsuppleanter.
Indkomne forslag skal være skriftlige og modtaget af Suså Erhvervsråd senest 8 dage før generalforsamlingen afholdes.
På generalforsamlingen har hvert medlem en stemme, der kan afgives stemme ved skriftlig fuldmagt, dog kan et fremmødt medlem kun repræsentere to skriftlige fuldmagter. Skriftlige fuldmagter skal meddeles formanden inden generalforsamlingen starter.
Vedtagelser på generalforsamlingen sker med almindelig stemmeflerhed, dog skal vedtægtsændringer vedtages ved, at mindst 2/3 af de fremmødte stemmeberettiget stemmer for.
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen eller af Næstved Byråd, samt når mindst 25% af medlemmer til bestyrelsen fremsætter skriftlig forlangende herom, ledsaget af en skriftlig dagsorden. Den ekstraordinære generalforsamling skal afholdes inden en måned og dagsordenen annonceres.
Indkaldelse til generalforsamling såvel ordinær som ekstraordinær sker ved annoncering i et lokalt dag- eller ugeblad med mindst 14 dages varsel.
§ 7
Bestyrelsen
Erhvervsrådet ledes af en bestyrelse bestående af 9 medlemmer. 7 valgt på generalforsamlingen og 2 udpeget af Næstved Byråd ud af dets midte. Medlemmer valgt på generalforsamlingen er valgt for 2 år, 4 medlemmer er på valg lige årstal og 3 medlemmer er på valg ulige årstal. Endvidere vælges 2 suppleanter for 1 år ad gangen.
Bestyrelsen konstituerer sig selv og fastsætter sin forretningsorden.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er tilstede.
Bestyrelsen kan nedsætte udvalg. Disse kan sammensættes af medlemmer udenfor Suså Erhvervsråds medlemskreds.
Bestyrelsen repræsenterer og forpligter Suså Erhvervsråd i alle anliggender og er således berettiget til at afslutte retshandlinger og underskrive lånedokumenter.
For de påhvilende forpligtelser hæfter alene Suså Erhvervsråds formue.
§ 8
Tegningsret
Suså Erhvervsråd tegnes af formanden i forening med næstformanden eller kassereren. Ved låntagning kræves dog hele bestyrelsens underskrift. Bestyrelsen kan meddele prokura.
§ 9
Regnskab
Regnskabsåret er kalenderåret. Regnskabet skal være revideret inden fremlæggelse på generalforsamlingen.
Regnskabet revideres enten af statsautoriseret, registreret revisor eller af 2 revisorer valgt af generalforsamlingen.
Herudover vælges revisorsuppleant.
§ 10
Opløsning
Opløsning efter en generalforsamling kan kun finde sted, hvis 2/3 af alle stemmeberettigede stemmer herfor. Opnås sådan en majoritet ikke, men vedtages forslaget med 2/3 af de på generalforsamlingen repræsenterede stemmer, indkaldes der til ny ekstraordinær generalforsamling med minimum 8 dages varsel og maksimum 14 dages varsel. På denne generalforsamling kan forslaget vedtages ved mindst 2/3 af de fremmødte stemmer for.
I tilfælde af opløsning overgår Suså Erhvervsråds midler til andre direkte erhvervsrelaterede formål i Suså området.
Erhvervsrådets arkiv skal overdrages til Næstved Lokalhistorisk Arkiv.
§ 11
Ikrafttræden
Suså Erhvervsråds vedtægter er vedtaget på den stiftende generalforsamling den
12. november 1990 og senest ændret ved ordinær generalforsamling den 23. april 2007. Suså Erhvervsråds vedtægter er vedtaget på den ordinære generalforsamling den 27. april 2011.
150811/GUN/SUS