Hollaenderhusene_topfrise
 

Arbejdsgrundlag

Møllehusets vigtigste funktion er at fungere som aflastning for forældre til børn med handicap. Alle vores børn bor fast hos deres forældre og er hos os i aflastning i perioder af forskellig varighed.

I Møllehuset tilknyttes hvert barn/ung en kontaktpædagog ved indskrivning. Kontaktpædagogen indsamler viden fra forældrene om barnet, såsom vaner, yndlingslege og soverytme, da det er vigtigt for os, at barnet genkender sine hjemlige rutiner hos os. Pædagogen er ansvarlig for indkøringsforløbet i Møllehuset og for den løbende kontakt med forældrene omkring barnets trivsel.

I forbindelse med opstarten, udarbejder afdelingslederen, i samarbejde med sagsbehandler og forældre, en fast fortløbende struktur for aflastningsforløbet. Aflastningsaftalen kan, såfremt forældrene har brug herfor, og sagsbehandler bevilger dette, udvides og ændres i samarbejde med afdelingsleder. I Møllehuset arbejdes pædagogisk med struktur, visualisering og forudsigelighed. Vi arbejder ud fra en anerkendende tilgang, hvor pædagogerne møder børnene på en ligeværdig og empatisk måde.

Møllehusets primære opgave er at skabe og udvikle et trygt og tillidsvækkende miljø for børnene. Personalet har fokus på barnets udviklingspotentialer og arbejder med en bevidsthed om barnets nærmeste udviklingszone. For at imødekomme barnets kommunikative vanskeligheder anvendes der totalkommunikation, boardmaker og Tegn Til Tale.

Børnene, der er tilknyttet Møllehuset, går oftest i skole eller børnehave. I hverdagene, hvor børnene kommer sent til Møllehuset, er der fokus på rolige aktiviteter, der tager hensyn til børnenes alsidige behov for ro oven på en lang dag. I weekenden arrangeres aktiviteter og ture ud af huset under hensyntagen til det enkelte barns behov og ønsker.

Vi samarbejder løbende med forældrene omkring børnenes trivsel og udvikling.

Der afholdes desuden forældrearrangement med fællesspisning én gang årligt i forsommeren. Der afholdes løbende interne pædagogiske møder, hvor udviklingsplaner og mål evalueres og justeres. På de pædagogiske møder drøfter og beslutter det pædagogiske personale, om delmål og mål er indfriet eller fortsat er undervejs. Endvidere afholder afdelingsleder og kontaktpædagog statusmøde en gang om året med forældre, socialrådgiver og andre eksterne samarbejdspartnere, ligesom vi, efter behov, deltager i samarbejds- og netværksmøder med skole og dagtilbud.

 

 

Grinende_stor_pige

Dreng_i_rullestol_laeser

Dreng_i_rullestol_kigger_nysgerrigt

Dreng_med_gangstativ_kalder

 

 

 Hollænderhusene :: Korinthvej 12 :: 4700 Næstved :: EAN: 5798007299705 :: Tel.: +45 55 88 29 00 :: hollaenderhusene@naestved.dk

 

.