Borgermøde

Borgermøde 5. oktober i Holmegaardhallen

Til mødet var der mødt i alt ca. 100 personer op.

Peter Hougaard og Bjarne Frederiksen fortalte om det kommende arbejde med at udskifte kloakken på Holmegaardsvej og Tørvevej og at der planlægges at nedlægge rør, så en evt. senere vedtagelse af separering af spildevand er forberedt. Det er nok det, der kan kaldes rettidig omhu. Alene det, at overfladevandet fra vejen vil blive ledet væk i en fart og ikke skal igennem det store rensningsanlæg, men kan udledes til et lavteknologisk renseanlæg er med til, at der ikke bliver det samme pres på spildevandsledningen. At hele arbejdet vil give nogle trafikale vanskeligheder er der ingen tvivl om, men resultatet skulle hindre mange oversvømmede kældre fremover.

Afdelingsleder ved Politiet Peter Haslund, suppleret af SSP-konsulent Anne Mortensen, fortalte om arbejdet med at holde unge knallertkørere fra at lave unoder, og om, hvad folk selv kan være med til at gøre var næste punkt. Der var stor lydhørhed og så kan det oplyses, at mens borgermødet fandt sted, var der samtidig en patrulje i Fensmark, som stoppede flere knallertkørere for ulovligheder.

3. punkt på borgermødet var trafikken gennem Stenskoven, hvor vejen er smal og snoet, og hvor der er frygt for en betydelig stigning i antallet af tunge køretøjer, når den sidste del af den nordlige omfartsvej tages i brug. En cykelsti har været på ønskesedlen i flere år; den var også på borgermødet i 2012. Problemet er, sagde formanden for Teknisk Udvalg Søren Revsbæk, at der IKKE er penge i kassen til at etablere en cykelsti, som vil koste 3½-4 mio kroner. Den er på Udvalgets ønskeliste, men der er også andre steder, hvor der er behov for cykelstier. Om vejen er bred nok til en ”2minus1” løsning, som den på vejen langs Præstø Fjord, ville Revsbæk undersøge; det kunne være en mulighed. Lokalrådet vil følge op på sagen.

Sidste punkt var Teknisk Udvalgs forhold til kunst i Rundkørsler. Lokalrådet har ønsket det af borgerne til Holmegaard Kommune skænkede kunstværk ”Satellitten” opstillet i rundkørslen mellem Glasværksvej og Holmegaardsvej; Teknisk Udvalg har sagt nej, og Søren Revsbæk redegjorde for udvalgets indstilling til udstilling i rundkørsler, håndboldmål og juletræer er midlertidige og accepteres derfor.