Info til foraeldre
Vigtig information
Ændret struktur i Ellebæk fra 1. januar 2012
Kære forældre.
Det har gennem længere tid, været svært at få børn til Knastestuen. Der er i øjeblikket en del børn på Knastestuen der burde flyttes op i børnehavegrupperne, men for det første er der ikke plads i børnehaven og for det andet vil der kun være 5 børn tilbage på stuen, hvis de andre rykker op, og der står ingen børn på venteliste til småbørnsgruppen, alt i alt en uholdbar situation. Som desuden også koster institutionen en del penge hver måned.
Kommunen har derfor bedt mig om at finde en løsning på problemet, da man ellers er nødt til at gå ind og lukke gruppen, hvilket også vil betyde at der skal afskediges personale.
Efter at have drøftet forskellige muligheder med personalet er jeg, sammen med et enigt personale, blevet enige om at vi laver en omstrukturering af Ellebæk. Bestyrelsen er informeret og der har været en god dialog på bestyrelsesmødet, men beslutningen ligger hos mig.
Den ændrede struktur betyder at fra den 1. januar 2012, vil vi have en stor gruppe med børn fra 5-6 år (gruppen etableres allerede fra efter efterårsferien) samt to grupper med børn fra 1½ til 4 år. D.v.s. at Knastestuen nedlægges og børnene flyttes op i børnehaveafdelingen. Fremover vil alle børn starte direkte oppe i børnehaven. Det betyder at der i de to grupper med de mindste børn vil være ca. 20 børn pr. gruppe når vippen er lavest og ca. 26 børn i grupperne når vippen er på sit højeste.
Når Knastestuen tømmes for børn betyder det, at der samtidigt frigøres rum i huset. Dette åbner mulighed for, at man vil kunne gå fra stuen til aktiviteter med mindre eller større grupper i andre rum. Der vil også blive en øget mulighed for at arbejde på tværs af stuerne.
Skemamæssigt vil det betyde at der er 4 voksne pr stue på de to stuer, hvor de mindste børn er. Der vil hermed være to voksne fra klokken 8, så de øvrige børn ikke lades alene på stuerne om morgenen, hvor der vinkes til forældre, skiftes børn m.m.
Der vil blive mulighed for at tage på kortere og længere ture. Med hele eller dele af grupperne en gang ugentlig.
For at sikre at der tages hånd om hver enkelt barn, vil alle børn have en primær voksen. Hvilket betyder at en navngiven voksen, har særlig øje med en navngiven gruppe af børn, deres udvikling og deres trivsel.
Disse omstruktureringer er affødt af de økonomiske betingelser vi er underlagt, men når det er sagt, har personalegruppen formået at vende situationen til at det kan blive et rigtigt godt projekt, som giver mulighed for mere pædagogisk udvikling, mere samarbejde til glæde for både børn og voksne. Personalet glæder sig til at komme i gang.
Mere information følger senere.
Med venlig hilsen
Henny Lorenzen
Leder