Forside
>
Beskrivelse og beliggenhed
Beliggenhed - De Grønne Højder
Næstved Kommune har valgt 2 større udstykninger til det formål at demonstrere og fremme byggeri af klimahuse. Både på De Lodne Højder og på Stejlehøjen kan man frit vælge mellem de tilbageværende boliggrunde.
De Lodne Højder
De Lodne Højder er beliggende i Næstved, nord for Stor- og Megacentret. I udstykningen er planlagt ny skole og børneinstitution. Det spændende og kuperede terræn giver mange muligheder for en utraditionel boligplan. Læg dertil grønne arealer med udsigt over Næstved By, samt nærhed til indkøb og byens faciliteter.
Grundene er relativt store, og da området er kuperet vil der være mulighed for at arbejde i flere plan, med udsigt mod syd. Områdets lokalplan giver vide rammer for udformning af det nye byggeri. Der kan opføres bebyggelse i indtil 2 etager, dog med en maksimal højde på 8,5 m og med en maksimal facadehøjde på 6,5 m - målt fra naturligt terræn. Bebyggelsesprocenten må ikke overstige 25.

Stejlehøjen
Stejlehøjen er beliggende i Mogenstrup mellem Dybsø Fjord og Præstø Fjord. Boligområdet er forbundet til stisystem med adgang til børnehave, skole og idrætshal. Du finder et aktivt og inspirerende idræts- og foreningsliv med bl.a. svømmehal, idrætshal og golfbane samt nærhed til indkøb af dagligvarer.
Grundene er relativt store og området grænser mod syd og vest op til landbrugsarealer. Der kan opføres bebyggelse i indtil 1½ etage med en maksimal højde 8,5 m. I etape 4 kan desuden bygges dobbelthuse. I så fald er mindsteprisen før prisfradrag 825.000 kr. Bebyggelsesprocenten må for parcelhuse ikke overstige 25, heraf højst 20 % til selve boligen og 5 % til småbygninger. For dobbelthuse er bebyggelsesprocenten 35, heraf højst 30 % til selve boligen og 5 % til småbygninger.
