Årlig hædring af foreninger og ildsjæle

Næstved Kommunes Fritidsudvalg uddeler årligt to priser: Årets Ildsjæl og Årets Forening.

Alle kan indsende forslag til prismodtagere til Center for Kultur og Borgerservice, . Fristen for indsendelse af forslag er den 15. maj 2019.

Fritidsudvalget udpeger hvert år en priskomité, der behandler de indkomne forslag. Det er Fritidsudvalget der vedtager, hvem der modtager priserne.

Læs retningslinjerne for prisuddelingen.

Prisuddelingen 2018

I 2018 blev priserne uddelt på Mærk Næstved - Foreningernes Dag lørdag den 1. september i Rådmandshaven i Næstved.

Vinderne var:

Årets forening 2018 - Fladså Rideklub

 

I begrundelsen står blandt andet: Fladså Rideklub som holder til på Askov Ridecenter har gennem de sidste 25 år gået fra 17 til 250 medlemmer fra 2 år til 70 år. Halvdelen er handicappede eller har brug for speciel omsorg f.eks. personer med angst, depressioner, AD hd, udviklingshæmmede og meget mere. Rideklubben har ry for at være meget rummelig med plads til alle.

 

En rytter har lige skrevet i en skoleavis: Dårligt selvværd tag med mig på rideskolen - derude får man venner for livet, man bliver aldrig holdt ude, uanset om man er tyk eller tynd, høj eller lav – DET ER DET BEDSTE STED I VERDEN.  Og hun slutter af med - kom ud og besøg os - vi lover at tage godt imod dig.

Skrevet af Emma Pedersen 13 år, som er en af de velfungerende og stærke piger.

 

Rideklubben holder et utal af stævner og arrangementer i løbet af året for både rideskoleelever og for ryttere fra det meste af Sjælland, som bliver inviteret til store stævner. Handicapridning har en stor plads. Klubben har rigtig mange dårligt fungerende ridende, men som alle får utrolig meget ud af en times ridning og hygge med hesten og personalet. De har også elite inden for handicapridningen. Tre gange har de fået udtaget en rytter til Special Olympic. Næste gang i Abu Dhabi i marts 2019, OL for udviklingshæmmede. De sidste gange er de kommet hjem med meget fine resultater i form af flere guld-, sølv og bronzemedaljer.

 

Klubben prøver at være meget synlig ved Næstved Kommunes aktive feriedage, Foreningernes Dag og andre arrangementer rundt i Næstved By. Deres håb for fremtiden er at kunne hjælpe mange indskolingsbørn med vanskeligheder til en god og succesrig skolestart.

 

 

Årets Ildsjæl 2018 – Gruppeleder, Tina Buch Lenler, Peder Bodil Spejderne

I begrundelsen står blandt andet: Peder Bodil Spejderne har over de sidste 5 år gennemgået en utrolig udvikling; fra at være en lille spejdergruppe på 20 aktive medlemmer, til i dag en gruppe på 70 medlemmer. Især de yngste afdelinger vokser, hvilket primært skyldes gruppeleder Tina Buch Lenlers kæmpe engagement, vilje og gå-på-mod.

Tina er den ekstra ”mor”, vi alle har brug for – som favner bredt, skaber tryghed og godt humør, og sørger for, at der er plads til alle både børn og voksne. Tina engagerer sig også i sine medlederes og spejderfamiliers liv uden for gruppen, og hjælper med at finde løsninger og rækker en hjælpende hånd, i en størrelsesorden så man aldrig glemmer det.

Hun formår at holde overblikket, gennemskue situationerne og indskyde det ekstra, som andre ikke havde overvejet. Hendes overskud og overblik er beundringsværdigt.

Det vigtigste for hende er at vise børn og unge, hvad spejderlivet kan give dem og gøre dem til vågne selvstændige mennesker, der er villige til efter bedste evne at påtage sig et medmenneskeligt ansvar i det danske samfund og ude i verden.

 

 

 

 

Kontakt

Center for Kultur og Borgerservice
Telefon: 5588 3020
E-mail:
Sidst opdateret den 8. april 2019