Vedtægter - Ældrerådet

Her kan du læse de vedtægter som gælder for Ældrerådet.

 

 

§1. Ældrerådet i Næstved Kommune

Stk. 1:
Ældrerådet er etableret i henhold til "Lov om Retssikkerhed og administration på det sociale område § 30-33.

Stk.2:
Ældrerådet er et folkevalgt neutralt rådgivende brugerorgan, valgt ved direkte valg. Valgperioden er 4-årig og følger den kommunale valgperiode.

 

§ 2. Formål

Stk.1:
Ældrerådet rådgiver byrådet i ældrepolitiske spørgsmål og formidler synspunkter mellem borgerne og Byrådet herunder fagudvalgene om udformning og tilrettelæggelse af kommunens politik på ældreområdet.

Stk. 2:
Ældrerådet skal gennem sit virke sikre de bedst mulige vilkår for kommunens borgere over 60 år.

Stk. 3:
Ældrerådet skal samarbejde med byrådet om en ældrepolitik, der tager hensyn til en individuel vurdering af den enkelte borgers behov og selvbestemmelse samt virke som kontaktorgan mellem borgere og byråd, der medvirker til, at ældre borgere bliver orienteret om kommunale tiltag, der har betydning for dem.

Stk. 4:
Ældrerådet skal høres i alle forhold inden byrådet og fagudvalgene træffer beslutning i såvel politiske som administrative forslag, der vedrører kommunens ældre borgere.

 

§ 3. Virksomhed og kompetence

Stk. 1:
Ældrerådet er en selvstændig forvaltningsmyndighed, som er omfattet af  "Forvaltningsloven" og "Lov om offentlighed i forvaltningen".

Stk. 2:
Ældrerådet kan ikke behandle spørgsmål som kun vedrører enkeltpersoner blandt ældre borgere, medmindre sagen er af generel eller principiel karakter.

Stk. 3:
Ældrerådsmedlemmer har tavshedspligt jævnfør lovgivning.
Hvis et medlem udtræder af Ældrerådet, bevares tavshedspligten.

Stk. 4:
Ældrerådet kan af egen drift udtale sig og fremsætte forslag om ethvert emne, der har betydning for de ældre i kommunen, til behandling i udvalg og byråd.

Stk. 5:
Ældrerådet udøver sin virksomhed i lukkede møder.
Dagsordener og beslutningsreferater for rådets møder er offentligt tilgængelige på kommunens hjemmeside.

Stk. 6:
Ældrerådet holder sig løbende orienteret om ældres levevilkår i kommunen og om deres ønsker og behov.

Stk. 7:
Ældrerådet kan forestå en målrettet indsats for at fremme nærdemokratiet, så de ældre kan inddrages aktivt i de lokale beslutninger på ældreområdet.  

 

§ 4. Samarbejde

Stk. 1:
Ældrerådet lægger vægt på at forestå et konstruktivt og positivt samarbejde med byrådet til gavn for de ældre i Næstved Kommune.

Stk. 2:
Ældrerådet samarbejder med de stående udvalg igennem dialogmøder mv.

Stk. 3:
Den lovbestemte høring af Ældrerådet gælder, hvad enten beslutningen træffes i Byrådet, i udvalgene eller lignende organer.
Denne høring skal ske i god tid, inden der træffes beslutning.

Stk. 4:
Ældrerådets høringsperiode er normalt fastsat til 4 uger.
I hastesager kan aftales særlige høringsprocedurer mellem udvalgsformænd og ældrerådets formand.
Ældrerådets høringssvar skal fremgå af sagsfremstillingen og /eller som særskilt bilag.

Stk. 5:
Såfremt Byrådet overdrager udførelse af opgaver inden for sit ansvarsområde til private entreprenører eller anden offentlig virksomhed, skal den sikre, at Ældrerådet bliver hørt om alle spørgsmål, som vedrører de ældre.

Stk. 6:
Ældrerådet får stillet sekretærbistand til rådighed og kan i dialog med Næstved Kommune få råd og hjælp til deres virke.

 

§ 5. Ældrerådets sammensætning

Stk. 1:
Ældrerådet består af 12 medlemmer, fastsat efter aftale mellem Ældreråd og Byråd - valgt i henhold til "Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område".

Stk. 2:
Endvidere vælges et antal suppleanter. Suppleanter indtræder i Ældrerådet, når et medlem udtræder eller er forhindret i at varetage sit hverv i mindst 3 måneder.

Stk. 3:
Stedfortræderne deltager ikke i Ældrerådets møder.

 

§ 6. Valg til Ældrerådet

Stk. 1:
Byrådet har ansvaret for at der afholdes valg til Ældrerådet hvert 4. år.

Stk. 2:
Ældrerådets valgperiode er sammenfaldende med byrådets valgperiode.

Stk. 3:
Byrådet fastlægger i samråd med Ældrerådet de nærmere bestemmelser for valgets gennemførelse. 

Stk. 4:
Ældrerådet tiltræder den 1. januar efter valgets afholdelse.

Stk. 5:
Ældrerådet har mulighed for at afholde borgermøder, hvor der orienteres om Ældrerådets arbejde og opgaver samt om valgreglerne.

 

§ 7. Konstituering og arbejdsform

Stk. 1:
Ældrerådet konstituerer sig snarest muligt efter valget - dog senest 30. december i indeværende valgperiode - med formand, første og anden næstformand og en regnskabsansvarlig. Disse fire personer udgør Ældrerådets forretningsudvalg.

Stk. 2:
Eventuel konstituering af andre poster foretages efter Ældrerådet beslutning.

Stk. 3:
Det konstituerende møde indkaldes og ledes af en person udpeget af forvaltningen, indtil valg af formand har fundet sted.

Stk. 4:
Ældrerådet kan nedsætte faste arbejdsgrupper for hele valgperioden og / eller ad hoc arbejdsgrupper.

Stk. 5:
Arbejdsgruppens kommissorium besluttes af Ældrerådet.
Arbejdsgrupper kan ikke udtale sig på Ældrerådets vegne.

Stk. 6:
Ældrerådet fastsætter selv sin forretningsorden.

Stk. 7:
Det er alene Ældrerådets formand, eller i dennes fravær næstformanden, der på rådets vegne kan udtale sig til pressen.

 

§ 8. Økonomi

Stk. 1:
Kommunen afholder udgifterne til Ældrerådets virksomhed, herunder sekretærbistand.

Stk. 2:
Ældrerådets medlemmer modtager diæter og kørselsgodtgørelse efter reglerne i § 16 i "Lov om kommunal styrelse".

Stk. 3:
Byrådet afsætter hvert år midler på budgettet som alene forvaltes af Ældrerådet til brug for eget virke.

 

§ 9. Vedtægternes ikrafttræden

Stk. 1:
Ældrerådet udarbejder egne vedtægter, der forelægges til godkendelse i Byrådet.

Stk. 2:
Vedtægter og vedtægtsændringer skal for at være gyldige godkendes af både Byrådet og Ældrerådet i Næstved Kommune.

Således vedtaget i Næstved Ældreråd den 05. april 2017

Således vedtaget i Næstved Byråd, den 27. juni 2017

 

Kontakt

Center for Sundhed og Ældre
Telefon: 5588 1200

Link til lovgivning

Vil du læse om den lovgivning, som ligger til grund for etablering af Ældrerådet.

Lov om retssikkerhed og administration, kapitel 4, § 30

Sidst opdateret den 8. april 2019