Fakta omkring Forældrebestyrelsen.
Forældrebestyrelsen har til opgave at varetage styrelsen af institutionen, indenfor de mål og rammer, som Kommunalbestyrelsen har fastlagt. Det vil sige, at Bestyrelsen fastlægger principper for institutionens budgetramme.
Bestyrelsen arbejder på et overordnet plan, mens ledelse og personale tilrettelægger det daglige arbejde.
Der er valg til Bestyrelsen hvert år i september måned. Valgperioden går fra 1/10 - 30/9. Forældrerepræsentanterne sidder i en 2 årig periode, mens forældresuppleanten sidder for en 1 årig periode.
Bestyrelsen består af 5 forældrerepræsentanter og en eller flere forældresuppleanter, 2 personale repræsentanter og institutionens leder som alle deltager i bestyrelsesmøderne. Der er ca. 5 møder om året.
Som bestyrelsesmedlem har man indflydelse på bl.a. kostpolitik, indhold til forældremøder, nyansættelser i børnehaven samt godkende de læreplaner som børnehaven arbejder ud fra.
På bestyrelsesmøderne er der også et punkt der hedder ” den pædagogiske time”, hvor der debatteres forskellige emner med relevans til det pædagogiske arbejde i børnehaven.
Derudover bliver Bestyrelsen informeret om, hvad der sker i børnehaven, bl.a. på stuerne, på legepladsen samt hos personalet, hvilket gør, at man får en stor viden om sit barns hverdag.
Som medlem i Bestyrelsen vil der være mulighed for at deltage i debatmøder med politikerne i kommunen, og her igennem få indflydelse på de vilkår, som daginstitutionerne skal arbejde under.
Fra Bestyrelsens side ønsker vi at være synlige og være til rådighed for de øvrige forældre. I garderoberne hænger der et billede af bestyrelses-medlemmerne på vores børns plads og ved indgangene hænger der billeder af bestyrelsen.
Vi ønsker at være i dialog med de øvrige forældre, da vi jo repræsenterer alle og vil gerne opfordre til, at man henvender sig personligt eller lægger en besked, hvis man har spørgsmål eller noget man undrer sig over.
Så kan vi i Bestyrelsen hjælpe med at svare, snakke med personalet eller lederen samt tage emnet op til bestyrelsesmøderne.
Bestyrelsen introducerede i foråret 2009 et informationsblad, som udkommer 3-4 gange årligt. Dette kan læses på vores hjemmeside.