Pause i Projekt Næstved Arena
18. august 2008
Borgmester Henning Jensen har mandag den 18i dag meddelt Økonomiudvalget, at han anbefaler Byrådet at rykke Projekt Næstved Arena to til tre år frem i tiden. Afmatningen i byggeriet og faldende økonomisk aktivitet i hele Danmark gør projektet for usikkert lige nu, vurderer borgmesteren og udtaler: ”Men jeg er fortsat helt overbevist om, at fremtiden for Næstved er byudvikling med et arena-projekt. Det vil forene idræt, sundhed og kultur, ved at skabe en ramme der gør det let og attraktivt for borgerne at være sunde og aktive. Arena-projektet er en investering, der kommer alle borgere i hele Næstved til gode. Samtidig er det en vigtig brik i fremtidens spil om at fastholde og tiltrække mennesker og virksomheder til vores kommune.” Forslaget om udskydelse af projektet har borgmesteren drøftet med formanden for Venstres byrådsgruppe Hans Hansen, som tilslutter sig.
Rettidig omhu
Visionerne om en arena-bydel har været et politisk fokusområde længe. Og ønskerne om blandt andet vandkulturhus, sundhedscenter, kulturoplevelser og en bydel med fokus på fysisk aktivitet er blevet diskuteret sammen med finansieringsmulighederne. ”Pengene til en ny bydel skal komme fra salg af grunde. Men med bygge- og boligsituationen for tiden tør jeg ikke løbe an på, at vi får solgt et tilstrækkeligt antal grunde til at kunne bygge en bydel af den kvalitet, vi skal have” fortæller borgmester Henning Jensen og fortsætter: ”Men det er vigtigt for mig at understrege, at min anbefaling ikke går ud på, at vi lukker arena-projektet. Jeg trykker på pauseknappen, indtil konjunkturerne og afmatningen i byggeriet atter er vendt. Derfor vil jeg anbefale byrådet, at vi skubber projektet to til tre år. Med de besparelser vi står foran i budgetlægningen, mener jeg ikke, at vi lige nu kan forsvare at afsætte kommunale midler til en ny bydel.”
Den nærmeste fremtid
Flere af de konkrete, praktiske initiativer som er sat i søen fortsætter. Det gælder først og fremmest den overordnede planlægning af veje og mulighederne for at anvende området. For eksempel placering af de grønne områder, højden for byggerierne og muligheden for erhvervs- og boligetablering. Kommunen vil snarest muligt få anlagt en del af den østlige fordelingsvej fra Køgevej mod Præstøvej samt en vejforbindelse gennem arena-området med tilslutning til den østlige fordelingsvej. Ud over at give forbedret adgang til arena-området og bymidten vil disse vejanlæg give en mærkbar trafikaflastning af Østre Ringvej og af Køgevej. Sagt med andre ord så fortsætter arbejdet på at klargøre området til det tidspunkt, hvor konjunkturerne igen er med Næstved.
Når Arena-projektet atter sætter fulde sejl, vil det fortsat være med idræt, sundhed og kultur som udgangspunkt og fundament. Derfor vil kommunen også bruge ventetiden til at udbygge samarbejdet med de kommende brugere, idrætsorganisationer samt erhvervslivet. På den måde sikrer kommunen, at bydelen imødekommer omgivelsernes behov og ønsker. Og nye ideer er selvfølgelig også velkomne.