Skattejagten

 

Tillad mig at præsentere mig selv uden at nævne mit navn. Jeg er professor i historie og er blevet kontaktet af en hemmelig orden i Næstved. De har brug for vores hjælp.

Det er vist nemmest, hvis jeg forklarer tingene fra bunden, så du kan få et bedre billede af, hvad problemet er. Sagen begynder langt tilbage i historien. Her er et uddrag fra min personlige journal:

Sjælland, Lolland og Falster var omkring år 1135 i praksis delt mellem to store slægter – Bodilslægten i syd og Hvideslægten i nord.

SEGL

Bodilslægten med Peder i spidsen støttede biskop Eskil fra Roskilde i et oprør mod kongen Erik Emune, som støttedes af Hvideslægten. På et landsting forsøgte Bodilslægten forgæves at fravriste Hvideslægten jord og ejendomsbesiddelser. Det ville Hvideslægten hævne og satte efterkommere i gang med at få fat i det gavebrev, som Bodilslægten gav til Skovkloster. Det gavebrev, som i dag betyder, at Næstved er borgernes by og ikke tilhører nogen anden - for eksempel en grådig storherre.

Bodilslægten var bekymret for, at nogen ville ødelægge dét, som slægten var med til at grundlægge i Næstved, og stiftede sammen med deres mest trofaste og magtfulde herremænd en orden, som de kaldte Ordo Nestvediensis eller på dansk Næstved-Ordenen. Ordenen er hemmelig og skal sikre Næstved mod ondskab og overmagt. Den eksisterer stadig den dag i dag. I sin tid skjulte ordensbrødrene det originale gavebrev, for at det ikke skulle komme noget til.

I skjul for medierne og folks kendskab har Næstved-Ordenen gennem tiden gemt ledetråde i Næstved til, hvor Peder Bodilsens originale gavebrev fra 1135 er skjult. Ledetråde skrevet i gådefuld form.

Desværre har et medlem af ordenens indre cirkel slået sig sammen med Hviderne. For at støtte deres higen efter hævn, har han ved et indbrud på ordenens hemmelige adresse stjålet alle bøger og optegnelser over, hvor disse ledetråde befinder sig, og prøver nu selv at finde det originale gavebrev.

Ordenen har fundet hastigt nedskrevne notater på en bunke papirer i et af deres gamle gemmer, men er ikke i stand til at tyde dem uden hjælp. De få medlemmer, der er tilbage, kan ikke klare opgaven alene. Kan du hjælpe dem? Får Hvideslægtens efterkommere fat i det originale gavebrev, har byen ikke længere bevis på, at Næstved er borgernes by. Så risikerer vi, at byen falder i hænderne på en skrupelløs og grådig storherre. Næstveds overlevelse og fremtid er på spil, og man må for enhver pris beskytte de originale skrifter fra dengang – specielt gavebrevet, som blev overrakt til Skovkloster i 1135.

Har du modet til at gå imod Hviderne, og kan du holde på en hemmelighed, så kan du blive støttemedlem til den hemmelige Næstved-Orden og hjælpe med at løse gåderne, som fører til det skjulte gavebrev, før det falder i Hvidernes hænder. Måske ender du som fuldgyldigt medlem af Ordo Nestvediensis? Hvem ved? Som en ekstra tak sætter de nogle fine præmier på spil, som ved lodtrækning bliver fordelt mellem de rigtige svar.

Når du har løst alle ledetråde og fundet frem til gavebrevets skjulested, så deltager du automatisk i den månedlige lodtrækning om et city gavekort til en værdi af 300 kr.

Alle svar skal gives per SMS, så ordenen kan holde deres identiteter hemmelige. Husk på:

  • Skriv dine svar til 1919.
  • Kendeordet sættes først, så et mellemrum efterfulgt af svaret på hver ledetråd og ikke andet end det.
  • kke at sætte ’en’ eller ’et’ foran svaret.
  • Hvis svaret er et tal, så skriv det med bogstaver. Dvs. ’hundrede’ og ikke ’100’.
  • Sender du det rigtige svar tilbage på en ledetråd, får du tilsendt den næste.
  • Din mobiltelefon skal kunne modtage MMS.
  • SMS-servicen koster kun alm. SMS-takst.
  • Sidste frist for at have løst alle ledetråde er den 25. oktober.

Hjælp den hemmelige Næstved-Orden med at finde det originale gavebrev, inden det er for sent. Skriv ’skat(mellemrum)jagt’ via sms til 1919 og få den første ledetråd. Finder du frem til gavebrevets skjulested, deltager du automatisk i lodtrækningen om præmierne.

Få hellere samlet din familie og venner til at hjælpe dig, da opgaven snildt kan vise sig at være for svær for en person. Der bliver brug for både det kloge hoved og de unge ben, for disse hovedbrud kan ikke alle løses hjemmefra. Husk at have øjnene med dig. Alt du ser og gør på din vej kan være vigtigt senere hen.

 

Held og lykke. Næstveds fremtid afhænger af dig.

 

Næstveds jubilæumslogo