Præsentation og smagning af Næstveds Jubilæumsvin

Med levende lys og barriques i den autentiske vinkælder hos Lorange Vinhandel, var stemningen sat til et forventningsfuldt møde med Næstveds Jubilæumsvin. En meget veloplagt vinhandler, direktør Jens Steffen Hansen, skænkede vinen og lod de fremmødte se den mørkrøde farve an, dufte til den meget kraftfulde aroma og forsigtigt smage på de ædle dråber. Et førsteindtryk der helt sikkert skiller denne vin fra mængden af almindelige italienske vine. Man mærker straks, at her er der kræsset for vinen.

Og at denne vin i sin forædling har oplevet en helt speciel behandling, kommer vinhandleren hurtigt ind på, i sin levende beretning om dens vej til de danske forbrugere. – Et meget varm klima i det sydligste Italien, gør det besværligt at høste om dagen – druerne kan gå i gæring på vejen fra marken til vineriet. Derfor er druerne, Negroamoro, høstet om natten. Straks efter høsten er i hus fjernes stilkene og druerne knuses for derpå at blive sat til gæring i temperaturstyrede ståltanke. Der er nu helt styr på processerne. De solmodne druer fra netop dette område giver naturligt vinen en meget høj alkoholprocent. I løbet af de næste 10 til 15 dage bliver mosten til vin, og den fyldes på små 225 liters barriques, egetræsfade, hvor vinen gærer i yderligere 25 dage. Herefter ligger vinen i cirka 3 måneder for at lagre og falde til ro inden den tappes flasker på Tenuta Curreza, som stedet hedder (curreza betyder ”særlig omhu”).

Og stedet lever klart op til sit navn. En meget flot mørkrød farvenuance spiller mod glassets runde former, og inviterer til mere. Og turnerer man vinen i glasset, fornemmer man i første sekund en kraftig - ikke skarp, frugtaroma med et stænk af vanilje og sødme. Og smagen - en kraftfuld, fyldig vin med en rund og dæmpet eftersmag – en let sødme, der overrasker trods den høje alkoholprocent. En dejlig vinoplevelse til en pris, der ikke afskrækker – eller rettere en oplevelse der giver mere valuta for pengene end mange andre vine.
Et fantastisk eksempel på, at der stadig findes producenter der tør at satse på kvalitet – og på at levere oplevelser, nuancer og overraskelser.

Deltagerne ved præsentationen og smagningen fik mange historier og anekdoter, som denne fine vin bærer med sig. En noget anden oplevelse var i hus i forhold til rutine-optankningen fra papkartonen i køkkenet, der generelt både mangler originalitet, karakter og identitet. En oplevelse leveret af Jubilæumsvinen, stemningen og en veloplagt vinhandler.