Anekdoter fra BonBonLand.
Ved Mogens Lund
I de første år var der tradition for, i forbindelse med den sidste åbningsdag, når de sidste gæster havde forladt parken, at alle de ansatte unge mennesker jagtede parkchefen Anne Dorthe rundt på stierne, og når hun til sidst blev fanget, gav de hende en vandgang i søen. Det var en kold, beskidt og våd omgang, men der hjalp ingen kære mor. Det hændte også, at nogle af ”bødlerne” måtte med en tur i baljen.
Søren Østergård og Flemming Jensen turnerede i nogle år med ”Det store Hundeshow”. Et år blev de også inviteret til BonBonLand. Det var dengang, der var parkeringsplads lige udenfor hovedindgangen og det var her, de skulle rejse deres cirkustelt. Nu havde det været utroligt tørt i lange tider, så pladsen var meget fast; nærmest som om der var lagt et lag af cement udover hele området.
Cirkus ankom sidst på eftermiddagen. Parken var lukket, så P-pladsen var tom og klar til at teltet kunne rejses. Jeg var nysgerrig for at se, hvordan et par skuespillere og deres medhjælpere klarede en sådan opgave, så jeg gik over og hilste på og bød dem velkommen til Holme-Olstrup. Jeg spurgte samtidig om der var noget, jeg kunne hjælpe med. Men nej tak, de var så vant til at klare sig selv, men tak for tilbuddet. Jeg blev hængende et stykke tid for at følge udviklingen. Der var meget tørt og der blev lagt mange kræfter og slag på hver teltpløk, men lige lidt hjalp det. På et tidspunkt kunne jeg se og høre at der blev holdt rådslagning om arbejdet.
Jeg gik hjem og fortalte min kone om mine oplevelser og vi blev enige om at gå over til BonBonLand lidt senere, for at se hvordan det gik med teltslagningen. Men inden vi kom af sted bankede det på døren og her stod Østergård og Jensen. De spurgte om mit tilbud om hjælp stadig stod ved magt. Så mens der blev serveret kaffe, ringede jeg til Kramo’s lager i Holme-Olstrup og indenfor en halv time blev der leveret en stor kompressor med lufthammer, som så blev brugt til at bane vejen for de store pløkke, der skulle holde teltet på plads, og inden midnat var teltet rejst.
En ekstra klovn
I 1995 begyndte Bonbonland et samarbejde med Cirkus Arena om flere daglige cirkusforestilinger inde i selve parken. Det blev en mægtig succes. Cirkusset blev ledet af Susanne Berdino, som sammen med sin mand Karsten også var artister i cirkus.
Den gang boede cirkus, som det var skik og brug, i nogle gamle beboelsesvogne uden moderne faciliteter, såsom air-condition. Det gjorde Susanne og Karsten Berdino også, med deres trekvarte år gamle trillinger. Med mange cirkus forestillinger og megen træning, havde de selvfølgelig også en barnepige; en ung mand, der havde nok at se til når familien arbejdede.
Min tidligere nabo, en pensioneret overlæge fra Næstved Sygehus, var bidt af cirkuslivet og han besøgte cirkus næsten hver dag, for at se hvad der foregik. Han faldt selvfølgelig også i snak med familien Berdino’s barnepige, og med mange af de ansatte og inden længe var han selvbestaltet læge for hele cirkus.
Og det benyttede alle sig af. Det var en international flok. Polakker, tyskere, belgiere, spaniere og englændere, som fik efterset ridser og skrammer af enhver art.
Og særligt trillingerne fik hans interesse. Nu var det en varm sommer og de tre små havde det særligt varmt i beboelsesvognen, men det klarede ”familielægen” nemt ved at tage barnepige og børn med hjem til sig selv i de varmeste dagtimer og installere dem i husets køligste rum.
Min nabo var en spøjs fyr, som kunne finde på mange tossetreger. Bl.a. kunne han køre siddende baglæns på sin cykel. Det skal lige nævnes at han var 78 år gammel. Hvad var så mere nærliggende end at tilbyde sin assistance som artist i Cirkus Bonbonland? Men det blev til stor fortrydelse for ”familielægen” ikke godkendt. Men han gav ikke op. Han ville optræde i cirkus og en dag lykkedes det.
Mit job i Bonbonland var som frivillig kommunal brandmand at være brandvagt til cirkus-forestillingerne. Under forestillingerne sad jeg altid på den bagerste række ved en nødudgang, og her talte jeg ofte med en spansk klovn som var den ene af tre, og som gjorde sin entre til manegen herfra, mens han spillede på saxofon. En dag opfordrede han mig til, selvom jeg ikke havde vagt til næste forestilling, at komme og se på. Det gjorde jeg selvfølgelig for jeg var nysgerrig. Og det var godt jeg gjorde det for til denne forestilling var der, til min store overraskelse fire klovne i manegen. Tre artister samt ”familielægen”, udklædt og spillende på jagthorn. Det er ikke sikkert publikum helt var klar over hvad der foregik, men hans familie og samtlige artister og ansatte i cirkus var inde til forestillingen og alle morede højlydt. Familielægen havde fået sit ønske opfyldt!
Mogens Lund