Pagaj

Padlen - fra oldtid til nutid.Pagaj

Ved Tage Johannessen

Padlerne sættes forsigtigt i vandet, og kanoen tager fart væk fra kysten med bopladsen, hvor beboerne er i gang med forskellige gøremål.

Det er en tidlig morgen i forsommeren, og vandet i fjorden ligger spejlblankt foran kanoen. Det er stille og kun den svage klukken af vandet, som brydes af stævnen, høres. Stemmerne inde fra bopladsen bliver svagere, efterhånden som de kommer længere fra land. De er to i kanoen, det er far og den 13 somre gamle søn, som tager ud på fjorden for at prøve fiskelykken.

Kanoen er helt ny, den er fremstillet her i foråret, og der er kælet for alle detaljer. Det har været et stort arbejde. Først fandt man et stort, slankt lindetræ på 60- 70 cm i diameter, så blev det fældet, og transporteret ned til bopladsen. Her gik man så i gang med at tilhugge og udhule stammen. Efter mange timers arbejde med stenøkserne, lå kanoen klar til første tur på vandet. Den var ca. seks meter lang, og 60 cm bred, siderne var hugget ned til to- tre cm tykkelse, og bunden lidt kraftigere, alligevel var det blevet et ret let og elegant fartøj.

Padlerne som far og søn anvendte, var fremstillet af asketræ, og her havde man brugt vintertiden på at kæle for detaljerne. De var lette og lå godt i hånden, ydermere havde man brugt tid på at skære fine geometriske motiver på bladet.

Da far og søn kom lidt længere ud på vandet, kunne de se flere andre bopladser rundt langs bredderne af fjorden, som lå godt beskyttet af en række af øer, der skærmede af for farvandet udenfor øerne.

De kendte de øvrige bopladsers beboere, som de ofte mødte og besøgte, kun folkene på fjordens største ø omgikkes de ikke. Det var ikke velset at besøge denne ø, beboerne her ønskede ikke at fremmede betrådte deres besiddelser.

Vi springer 6- 7000 år frem i tiden og skriver 1977, undertegnede og 13-årige søn, Kåre, padler ud fra kysten ved Dyves Bro en stille forsommerdag. Fjorden ligger blank. Vi padler langs kysten og taler om, hvordan der for længe siden boede mennesker her i det samme landskab; var det med til at skabe hans interesse for historien? Videre forbi det nu nedlagte fiskerleje, som blev oprettet af min morfar i slutningen af 1800- tallet, og hvorfra han og sønnen drev fjordfiskeri gennem årtier.

Padlen er, sammen med øksen og kniven, et af de ældste redskaber skabt af mennesker. De har samme funktion den dag i dag, men udføres i andre moderne materialer. Så padlen er et ældgammelt redskab. Padlen og dobbeltpadlen - kaldet pagaj - (sidstnævnte opfundet af eskimoer, også for flere tusind år siden) - anvendes nu til dags ved henholdsvis kano og kajaksejlads.

Begge betjenes ved greb med begge hænder, og roeren sidder fremadvendt i fartøjet. Det indebærer adskillige fordele frem for traditionel roning, hvor roeren kigger bagud.

Behageligt og praktisk, det er lettere at holde en kurs, og holde øje med forhindringer og bølgernes bevægelser.

Undertegnede har roet kajak igennem mere end seks årtier, og padlet mange, mange tusinde kilometer. På Susåen, Karrebæk- og Dybsø Fjorde og Smålandshavet, men også i fremmede farvande. Især må fremhæves padling i den østsvenske skærgård. Med sine utallige øer og skær, er det kajakroerens paradis. Vi smutter ud og ind mellem øernes virvar af bugter og vige. Oven over os svæver havørnen i sin jagt efter føde.

Sidstnævnte kan nu i de senere år, også opleves i det lokale fjordområde, et flot syn, at se denne store fugl over fjordens vande!

Som i oldtiden, er du heller ikke nu velkommen på fjordenes største ø, men her kan kajakken og kanoen bruges. Det er lovligt at gå i land, og gøre kortvarigt ophold på strandområdet!

Også oldtiden kommer tæt på. Jeg mindes en landgang for en snes år siden på Vejlø strand, jeg gled langsomt ind mod kysten, og steg ud af kajakken tæt på bredden. Foran foden lå en flot stenøkse, tabt eller kasseret af stenaldermanden for mange tusind år siden!

En flot hilsen fra fortiden!

Padlen i jubilæumslogoet står som symbol for friluftslivet på vandet, og her byder Næstved kommune på særdeles fine muligheder med Suså og Tystrup-Bavelsesøerne, Karrebæk og Dybsø fjorde, Smålandshavet og Præstø Fjord. Brug disse herlige områder til et aktivt friluftsliv - men gør det med omtanke, så vi også i fremtiden kan nyde denne dejlige natur!

tj i kaj  padlen  bmp

Tage Johannessen