De tørstige pottemagere
-Ved keramiker Peder Rasmussen
Kählers keramiske værksted er berømt for så meget. Der er deltagelsen i verdensudstillingerne og alle de medaljer, man vandt. Der er den røde lustrefarve og den turkisblå glasur. Ikke mindst er der alle de kunstnere, der arbejdede på værkstedet i kortere eller længere tid.
Oven i al berømmelsen kom det mere lokalt baserede rygtesmederi. Og et af de mere sejlivede rygter var det om, at der vist nok blev drukket en del der ude bag bakkerne. Det lod sig da også jævnligt bekræfte ved selvsyn, for pottemagerne og kunstnerne fra Kähler var ikke just sjældne gæster på byens værtshuse.
Alene hvad der blev konsumeret på værkstedet var såmænd imponerende nok. Som yngste lærling i 1966 var det min første og helligste pligt at gå en morgenrunde og sørge for forsyninger til medarbejderne fra købmand Denager på Kählersvej. Han havde en rigtig god forretning. Af og til – det var mest ved fødselsdage og andre højtider - var én tur nemlig slet ikke nok. Fabrikken lagde ud med en kasse øl, derefter fødselaren… og herefter gik fornøjelsen på omgang. Man kunne eventuelt klunse om æren.
Systemet var indført af Herman A. Kähler selv og lod sig ikke sådan udrydde. Bindesbøll, der jo egenhændigt havde tegnet etiketten på Carlsbergs øl, lod sig kun starte af en morgenbajer - visse forpligtelser følger der jo med designarbejdet! Og at Svend Hammershøi, ham med de mange gråhvide krukker, også var rigtig glad for de våde varer mere end anedes på hans korpus. Han var i sine unge dage blevet forsynet med øgenavnet Valby Sugeværk af Bindesbøll, fordi han ikke formåede at drikke direkte af flasken uden mislyde. Og det anså man for at være den eneste korrekte facon. Dette beklagelige handikap medførte, at Hammershøi helst brugte et medbragt glaskrus, en fornem sag med forsiret låg, der altid var inden for rækkevidde.
Øl blev betragtet som en nærmest hellig drik på værkstedet. Når nogen kom - eller tog af sted. Når ovnen var blevet fyldt… eller tømt, så skulle der skåles i øl. Undskyldninger var der nok af. Der kunne være uhyggeligt tørt og varmt på værkstedet, når ovnene brændte. Inspiration skulle der jo også til, når krukkerne skulle formgives og dekoreres. Og tænk, hvis Herman A. Kähler ikke havde siddet på værtshuset Bræddehytten dengang i efteråret 1887 – så havde han måske ikke mødt Hansen Reistrup – og hvad var der så blevet af alle dyrevaserne? Og hvis ikke Nils Kähler havde siddet med sin øl på Tokanten den dag i 1958, så havde han og maleren Arne L. Hansen måske aldrig mødtes - og fået ideen til at bruge stentøjet til kunstnerisk udsmykning… og de mange skulpturer, der formelig væltede ud af værkstedet i de sidste år op mod lukningen. Jo, det kan være risikabelt ikke at gå på værtshus.
Nils Kähler mødte hver morgen op på værkstedet omkring klokken ni. Med sig havde han sin cockerspaniel Kuno, en dejlig hund, som ganske delte Nils´ store interesse for de våde varer. Første ordre til lærlingen lød i reglen på tyve Prince og to kolde Hof. Nils hældte altid en sjat i Kunos skål, der stod lige ved siden af drejeskiven – inden han selv drak selv resten.
Der kom ofte gæster, det kunne være ”smeden” eller ”maleren” eller nogle af de kunstnerne der arbejdede på værkstedet: Arne L. Hansen eller Rasmus Nellemann for det meste. Værkstedets pottemagersvende kunne eventuelt tilkaldes: Per, Gundorf eller Ewald. Ved sådanne lejligheder kunne det blive rigtig muntert – og meget travlt for lærlingen. Hunden blev selvfølgelig også temmelig beruset, hvad der kun afstedkom forøget munterhed i selskabet.
Når festlighederne på Nils´ værksted havde nået et vist niveau, føltes det ofte naturligt at lade sig transportere til havnen og sejle i Nils´ fiskekutter til Karrebæksminde Kro, der jo lå bekvemt lige ved kajen. Engang, da kanalen måske forekom særlig smal, sigtede Nils helt galt og præsterede det, som vist kun er sket en gang i Næstved kanals historie: Han sejlede et plankeværk ned – altså et der stod på land!
Ved indvielsesfesten for samme kanal havde Næstved entreret med et hold grønlændere, der skulle lave opvisning i kajakroningens svære kunst – herunder de berømte vendinger under vand. Den i dagens anledning noget animerede keramiker Jens Thirslund, Herman A. Kählers svigersøn, ville også prøve… og det gik faktisk også rigtig fint på vej ned. Op kom han imidlertid ikke. Forespurgt om det ikke kunne være farligt, svarede en af grønlænderne, at det mente han bestemt ikke. Tiden gik. Om man mon ikke kunne dø af det? Joh, det mente han nu nok! Så kom et redningshold i vandet og fik den nu påfaldende ædru keramiker frelst på land. Grønlænderne blev selvfølgelig inviteret til fest på værkstedet – og en anden Kähler-kunstner fra den tid, Helge Jensen, dekorerede i den anledning værkstedsloftet med en række morsomme grønlandsmotiver. Inspirationen fra disse begivenheder spredte sig siden til adskillige billedvaser, hvad der igen beviser, at det kan være meget farligt for keramikere ikke at holde fest og drikke rigeligt med øl.
Peder Rasmussen
Peder Rasmussen