Hjorten

Hjorten (jagt) Hjorten

Om Byrådsmedlem Elmer Jacobsen

For omkring 30 år siden, da Elmer Jacobsen var 20 år gammel, havde han en af de mere intense jagtoplevelser. En som han stadig levende husker den dag i dag.

Der var den her familie, der havde et sommerhus på Enø. En dag fandt de en ræv i nærheden af sommerhuset, og fodrede den for sjov og gav den kage. Dyrene skal man jo være gode ved. Dog måtte de sande, at visse dyrs taknemmelighed ikke just består af et takkebrev og en frugtkurv. Et halvt år efter havde ræven nemlig født et kuld hvalpe under familiens sommerhus.

Det gik jo selvfølgelig ikke, da ræve har det med at slæbe alt muligt ind i deres huler, som kan lugte ganske ilde med tiden. Væk måtte de, og der måtte en jæger til med forstand på den slags. Derfor spurgte de Elmers far, der er ivrig jæger, om hjælp. Sammen med sønnen Elmer og deres trofaste jagtgravhund, fik han også aflivet hvalpene. Tilbage var nu kun moderen og det var ikke helt ligetil af komme hende til livs. Da hun var ude i området, måtte de vente på hun kom hjem. Det var ved at blive mørkt og vinden var vendt, så jægerne skulle en anden vej ind til huset, for at ræven ikke skulle vejre dem. Pludselig, i den mørke aften, brasede en ugle fra dens skjul lige ud foran Elmer og gav ham en god skræk i livet. Så det var med et galopperende hjerte at Elmer tog stilling ved huset, hans far længere henne. Der ventede de så på tegn fra ræven. Spændingen var helt i top for Elmer, der jo ikke kunne vide om han lige pludselig skulle trykke på aftrækkeren, og endelig få ram på ræven.

Så langt kom det dog ikke, da det var hans far, der fik den ære en halv time efter. Men trods alt var det oplevelse, som Elmer aldrig glemmer, og en del af grunden til, at han den dag i dag stadig går på jagt.

Med til historien bør også knyttes, at da sommerhusets ejere prøvede at brække en del af gulvet op, blev de mødt af et veritabelt museum af døde dyr. Der var viber, ænder, skader, rotter og mange andre ildelugtende ting. Faktisk var det så slemt at familien måtte opgive at bo der det år, for at få det hele renset ordentligt. Det kan have sine konsekvenser at være god ved en ræv.

Det at være jæger

Elmer har aldrig rigtigt været så ivrig en jæger som hans far, men er dog stadig fascineret af det. Han finder for det meste tid til jagt på flyvende vildt, såsom fasaner og ænder. Det sker for det meste om efteråret, hvor jagtgeværet kommer ud af skabet. Af og til bliver det også til råvildtjagt og han finder sig selv siddende nogen morgener; på udkig efter sommerbuk.

Nogen gange ser man noget, andre gange ikke. Tålmodighed og ventetid er en stor del af jagten. Men det er spændende. Det kræver en stor indsats at blive en dygtig jæger. Man skal kunne sit kram. Det er for eksempel ikke en let sag at tage jagttegn, som i Elmers opfattelse er sværere end at tage kørekort. Man skal kunne genkende forskellige typer fugle og vildt i flugt, kunne afstandsbedømme, kende til naturen, til reglerne omkring jagt og til geværet.

Selve jagten er også en kunst. Man skal tage højde for vindretningen, have den rigtige camouflage, afhængig af hvad man jager. Man skal bruge et gevær med den korrekte spredning af hagl, afhængig af afstand til målet. Og for overhovedet at kunne ramme noget i bevægelse, skal man kunne forsigte sit gevær ordentligt.

Jagten går ind

Jagtsæsonen på rådyr starter den 16. maj, så det er lige rundt om hjørnet. Skulle der være en jæger i dig, kan du jo prøve lykken her. Derefter kan det jo være, at du er en oplevelse som Elmers rigere.

God jagt.

Elmer Jacobsen

Elmer Jacobsen