Fladsåtrolden

Fladsåtrolden

-Ved Arkivleder Rasmus Nielsen

Sandet og vandet

Næstved skal ses fra toppen af det gamle vandtårn, Sjølundstårnet, som ligger øverst oppe på Sandbjerget i Gallemarken. Tænk så ikke på, at marken har navn efter den galge, som tidligere stod i nærheden.

Her oppe fra, 68,11 meter over havets overflade, har man et flot udsyn hele vejen rundt, både til vandet i og ved Karrebæk Fjord, til Kanalen og Næstved Havn, som fra 1937 gav Næstved og omegn ny vitalitet, og til skovene øst og nord for byen og ind over såvel den gamle by som de nyere bydele.

Man kan også se den umanerligt grimme Stor­hal og nogle andre mindre spændende byg­ninger, som en trold faktisk burde komme forbi og vælte omkuld.

Sandbjerget strækker sig som en grøn kile helt fra Mogenstrup og ind midt i den gamle bydel og – med et lille ophold – faktisk helt ud til Bøgebakken ved Ringstedgade.

Dette Sandbjerg har altid, ifølge de lærde, ligget og værnet for den by, der voksede frem mellem Suså og Sandbjerget. De lærde, som ikke har været her så længe som de ganske almindelige, eftertænksomme mennesker, mener oven i købet, at Sandbjerget er langt ældre end byen. De – altså de lærde - mener, at Sandbjerget er skabt i en smeltevands­tun­nel, da området for flere tusinder år siden sidst var dækket af en kilometer tyk ind­lands­is, som langsomt smeltede.

De mener endda, at det slet ikke var den eneste gang, at hele Danmark og meget mere var dækket af et sådant lag is.

Tanken om sådanne istider kan da virke fascinerende, men i disse tider, hvor alle taler om at klimaet bliver varmere og Overdrevet på Enø vil blive oversvømmet, er det bare for langt ude. Det kan da kun være den statsfinansierede Bjørn Lomborg og hans prose­lytter, som i deres fantasier kan forestille sig Næstved dækket af et flere meter tykt islag.

Alle almindelige og mere eftertænksomme mennesker véd derimod, hvordan dette sand­bjerg blev skabt længe efter at Peder Bodilsen i 1135 havde foræret store dele af byen væk til et kloster:

Ude på den anden side af Mogenstrup, hvor Fladså snor sig gennem landskabet, boede en trold, en af de rigtige, grumme trolde. På grund af tiltagende tinitus blev han så træt af at høre på kirkeklokkerne inde fra sogne- og klosterkirkerne i Næstved, at han tog en drastisk beslutning:

Han fyldte en sæk med sand og med den på skulderen be­gav han sig ind mod Næstved. Desværre for ham gik der ved Mogenstrup hul i sækken og sandet dryssede ganske stille ud i en lang stribe. Da han nåede Næstved og skulle til at dække byen helt til med sand, var der kun en smule tilbage i sækken, som han i arrig­skab smed omkring sig, så noget endte helt ude ved Bøgebakken.

Denne snusfornuftige forklaring på Sandbjerget er jo langt lettere at forstå end noget med istider og den slags.

Derfor var der også nogle forstandige mennesker, der i 1944 mente, at der skulle opstil­les en statue af Fladsåtrolden foran det nye rådhus. De gik til kunstneren Arne Bang i Fensmark, som i beton skabte den Fladsåtrold, der i dag stå foran rådhuset.

Den er desværre bare alt for kedelig, ja faktisk impotent.

Havde Bjørn Nørgaard, den gamle hesteslagter, nu bare ladet den smukke troldkvinde, Slat­ten­pat, ude i Vejlø Kirke være i fred og i stedet havde ladet sig inspirere af Fladså­trolden, så kunne han have skabt en langt mere virkelighedsfuld, grum og potent trold, som fra 2010 kunne stå i Teatergade og med saft og kraft spy vand ud, der passende kunne løbe gennem byen, ned forbi Kultsten på Sct. Peders Kirkeplads og videre ned i Suså.

På den måde ville historien, sandet, vandet og fremtiden for Næstved være knyttet sammen.

Rasmus Nielsen