En blishønes erindringer om en rejse fra Tystrup – Bavelse Søerne til Karrebæk Fjord.

-Ved billedkunstner Helle Jessen

Jeg kom til verden en forårsdag ved Tystrup Bavelse Sø. Mine forældre mente, at søerne – som var omkranset af skove og marker – var hele verden. Hvad der lå bagved, vidste de ikke noget om. Min mor fortalte mig dog, at hun havde haft en fætter, som engang var fulgt efter en fiskerbåd fra Bavelse Sø og videre ned ad Susåen. Men fætteren kom aldrig tilbage.

Om efteråret kom der mange forskellige slags fugle til søerne. De kunne fortælle, at verden var meget større end søerne, men deres beretninger var spredte og usammenhængende. Havørnene fløj højt over landet og så det hele sådan lidt fra oven. De kunne fortælle, at Susåen forbandt søerne med fjord og hav. Ørnene mente nok, at det kunne lade sig gøre at svømme hele vejen til havet. De havde jo set det blinkende blå bånd slynge sig gennem landskabet hele vejen. ”Men” fortalte de ”der er to steder på strækningen, hvor der er en slags vandfald”. ”Dem er det nok sikrest at flyve eller måske vandre forbi”.

Hele vinteren drømte jeg om at begive mig ud i den store verden. Men jeg fortalte ikke om mine planer. Min familie havde i generationer holdt til på søerne og mente ikke, at det var nødvendigt at vide, om verden var større end det, som vi kendte så godt.

Da det blev forår, besluttede jeg mig alligevel for at udforske verden. Jeg svømmede langs den sydlige søbred til det sted, hvor søens vand strømmede videre ud i Susåen. Længe overvejede jeg at vende om, men til sidst lod jeg mig flyde med ned ad åen. Jeg kom til et sted, hvor nogle mennesker var i færd med at trække deres lange smalle både på land. De larmede meget og jeg fandt det sikrest at blive i skjul mellem sivene ved den modsatte bred. Jeg hørte dem kalde stedet Skelby Krigshavn. Da der igen var blevet stille ved åen, svømmede jeg videre. Store træer nærmest dyppede deres grene i vandet, hvilket så overordentligt romantisk ud i det blide aftenlys.

Næste dag kom jeg til det første farlige sted, som ørnene havde omtalt. I god tid hørte jeg vandets brusen og gik derfor frygtsomt op på bredden. Herfra vandrede jeg ned over skrænten til vandet neden for vandfaldet. Det var ingen sag at lade sig flyde videre med strømmen forbi den hvide møllebygning. Ganske vist var der en masse uro med maskiner midt i åløbet. Men menneskene havde travlt med deres og ænsede mig næppe. De havde vist alt for længe været i gang med at bygge en bro over åen.

Turen gik sydover gennem et åbnet landskab, hvor åen snoede sig gennem brede enge. Køer og heste kom ned til vandet for at hilse på og fortalte, at jeg var ved Gerdrup. Som et lille turkisblåt lyn strøg isfuglen forbi tæt over vandet. Den kom langt omkring og kunne berette om en stor by, der lå for enden af åen. Men inden jeg kom dertil, fortalte den, flød åen dovent gennem nogle enge, hvor dens vand blev kantet med lyserøde brudelys. Senere ville skovens gamle bøgetræer spejle sig i det blanke vand. Jeg ville komme forbi flere broer og et slot bygget sammen med en kirke. Midt i dette eventyrland skulle jeg dog være på vagt. Næsten helt inde i den store by lå nemlig det andet vandfald.

Da jeg et par dage senere kom til byen, var det nær gået galt. Jeg havde så travlt med at se på et hus, der her lå tæt ved åen. Først i sidste øjeblik hørte jeg lyden af det brusende vand. Jeg tumlede op på land. ”Hvad er du dog så bange for”, lo en vandstær. ”Du skal da bare dykke ned i strømmen ligesom jeg”. Jeg gad ikke fortælle den, at blishøns godt nok kan dykke, men altså ikke i så stærkt strømmende vand.

Nedenfor vandfaldet var der forsamlet en mængde spraglede parkænder. De ville alle sammen vide, hvor jeg kom fra. Jeg fortalte dem om søerne og min lange tur ned ad Susåen. De kiggede skeptisk på mig, og flere mente, at jeg var fuld af løgn. De vidste jo alle, at man umuligt kunne leve et anstændigt liv så langt væk fra byen.

Midt i deres snadren forlod jeg diskret selskabet, og inden jeg havde set mig om, befandt jeg mig i total mørke. Jeg havde nærmest opgivet at se lyset igen, da jeg kom ud i et mærkeligt rum. Bredderne var erstattet af beton, som slet ikke gav mulighed for at skjule sig. Jeg ilede videre og kom nu ud på en åben vandflade, hvorpå der lå store skibe. ”Velkommen til Næstved Havn” gjaldede en sølvmåge fra en af siloerne. Den var åbenbart ansat til at reklamere for stedet. Jeg faldt først til ro, da det lykkedes mig at komme ind i et smalt farvand. Jeg fandt et fredeligt sted under nogle lavthængende grene og hørte et par skarver, der sad og vendte verdenssituationen. ”Tænk at menneskene troede, at de kunne komme os til livs ved at fælde vores træer”, sagde den ene. ”Ja, det var en værre molbohistorie”, gnækkede den anden.

Efter nogle dages svømmetur på den snorlige kanal, kom jeg til et stort vand. ”Det må være havet” udbrød jeg. I det samme kom en havørn svævende forbi. ”Du er da vist ny her”, sagde den og glemte helt at jage mig. ”Jeg kommer oppe fra de store søer”, sagde jeg med bævende stemme. ”Jamen så kender du måske min bror og svigerinde?” spurgte den. Vi er en stor familie, konstaterede den stolt. Jeg svarede ikke, men søgte dækning i de nærmeste siv. Jeg tænkte på min egen familie, der var så stor, at ingen helt havde tal på, hvor mange vi var. Inden ørnen fløj videre, råbte den, at havet lå ude vest for nogle øer. Den nåede også lige at advare mig om, at den hver dag strøg lavt over fjorden for at fange uforsigtige småænder.

Jeg svømmede mod vest langs rørskoven og lagde mærke til, at der var mange andre blishøns. Jeg besluttede mig for, at slå mig ned en tid. Når man er på rejse, må man også lære de lokale beboere at kende. Jeg fantaserede om at bygge rede og stifte familie. Skønt de fleste af blishønsene havde boet hele deres liv ved fjorden, lignede vi hinanden til forveksling. Det viste sig også snart, at nogle af os faktisk var i familie. En af dem fortalte, at han også engang havde boet på de store søer. Nu var han blevet for gammel til at tage turen tilbage.

Måske vil nogle af vores efterkommere en dag få lyst til at svømme opstrøms. Hvis de når frem til søerne, kan de hilse fra mig og min mors fætter og fortælle, at verden er stor, men at der er gode muligheder for at stifte bo de fleste steder.

Af Helle Jessen

 

Susåens løb ved Skelby - af Helle Jessen

Helle Jessen