Anker

Vadestedet over åen Skibsanker

v/ Steen Smidt, Næstved Sejlklub, Match Race Center

Et af jubilæumslogoets 25 symboler er et anker, som symbol for vandet og det maritime. Ankeret ses i dag i Næstved Havns og Sejlklubbens logo.

Ankeret er ikke alene en af de mest fuldkomne, men også et af de mest uundværlige redskaber ombord på et skib, og derfor har det fra tidligste oldtid været anerkendt som søfartens symbol. I ældre tid hvor skibene ikke havde maskinkraft, brugte man ankrene meget mere end man gør i dag, hvor det nærmest er sjældent, at man ankrer.

Som tilflytter til Næstved, er vand ikke det første man forbinder med byen. Det er også det jeg hører fra folk ”udefra” - men vand - det er der masser af i Næstved. Vandet har altid haft en særlig betydning for Næstveds udvikling, så da jubilæums temaet ”vand” skulle tegnes ind i logohjertet, er det forståeligt, at ankeret skulle indgå.

Helt tilbage i den yngre jernalder, omkring år 4-500 f.Kr. har vandet haft en væsentligt betydning for Næstved, for her kom man sejlende og skulle passere det særlige landskab med Ydernæs, Grimstrup Næs og Appenæs for at komme op ad Susåen til byen. Samtidig var Næstved også det naturlige vadested over åen, når man skulle fra nord til syd eller omvendt.

Næstved Havn som vi kender den i dag med havnebassin og kanal blev først indviet i 1938. Fire år tidligere nemlig den 13. februar 1934 blev Næstved Sejlklub stiftet af Herman og Niels Kähler. Den gang lå der kun et par skibe helt inde i å-havnen, tæt ved Næstveds gamle fattiggård, Kanalgården fra 1883, nu en del af Max Banks nye hovedsæde. Senere da kanalen var færdigudgravet flyttede Næstved Sejlklub længere ud i kanalen. Den gang var forholdene ikke så fine som nu. Man havde kun en pæl at fortøjre sin båd til.

Når jeg færdes på havnen og ser skibene komme ind, så er ankeret det eneste udstyr, som jeg ikke ser i funktion. Det sidder dekorativt i skibets stævn og kommer slet ikke i brug. Derimod er skibenes besætninger travlt optaget af, at smide fortøjningerne i land. Runder jeg Vestre Mellemkaj og kommer om på Østre Mellemkaj, hvor de mange træskibe holder til i Østre Basin, så ligger også her de bevaringsværdige træbåde fortøjede og ankeret findes et sted trygt i bunden af bådene.

Under krigen var der totalt forbud for lystsejlads i Danmark, men Næstved Sejlklub fik speciel tilladelse til, at sejle på de indre fjorde, og for at have et sted at sejle hen, etablerede man kaffebroer i Karrebæksminde og ved Lønned Skov - kaffebroer som senere dannede rammerne for det, der i dag er Næstved Sejlklub, som er placeret flere steder i kommunen på Ydernæs og i Karrebæksminde.

I den tid min familie og jeg har boet i Næstved, har vandet også haft en væsentlig betydning. Her har vi tilbragt meget af vores fritid og mange oplevelser er det blevet til med venner og familie, altid i den dejlige natur omkring Næstveds havne og vandet.

Næstved sejlklub har rigtigt mange tilbud og aktiviteter for alle i alle aldersklasser. Det spænder fra Jolle og ungdomsafdelingen, hvor man kan sejle i flere jolletyper, klubbens Match Race Center med to nye Match28 kølbåde og ikke mindst de mange forskellige fritidsbåde, hvori klubbens medlemmer nyder den nære kontakt med vandet.

Hvert år arrangerer Næstved Sejlklub mange forskellige kapsejladser. I forbindelse med Næstveds 875 års jubilæum, afholdes der inde i Næstved Havns havnebassin lørdag d. 29. maj ”Studenter Matchrace”. Her vil byens studerende kæmpe om den eftertragtede pokal.

Når jeg kigger tilbage er der sket rigtigt mange ting i Næstved Sejlklub. Jeg glæder mig over at så mange mennesker i tiden der er gået, sammen med min familie og jeg har kunnet nyde den interesse jeg selv siden 7–års alderen har brændt så meget for. At sejle giver en frihed og ro. Trygheden er der altid, for vi har jo ankeret liggende trygt i bunden af båden.

Det er vand-vittigt dejligt at bo I Næstved

Steen Smidt

Steen Smidt