Anden

Anden And

Lunte alias Flemming Jensen er en kendt og elsket figur på Næstved-egnen. Han har sat Holme-Olstrup på landkortet og står i dag mejslet i granit ved byens gadekær. Men Flemming Jensen har mange flere tangenter at spille på og en helt speciel interesse: Læs her om æresborgeren i Holme-Olstrups forhold til ænder.

Ud over at være en folkekær entertainer og forfatter, har Flemming Jensen også andre interesser. Han har nemlig et rigtig godt øje til ænder. Nogen vil måske synes, at en and er så tilpas obskur og ligegyldig, at den kun dur til at blive skudt på og derefter spist med en god brun sovs. Men ikke Flemming.

Han samler nemlig på ænder, og det har han gjort i 25 år. Faktisk lige siden han mødte den pige, der siden skulle blive hans kone. Det hele startede som en slags scoretrick. En gave i form af en pynteand. Det virkede, og siden da har de haft andegaver som tradition imellem sig.

Der er nemlig noget helt specielt ved ænder. Noget som Flemming forbinder med vigtige principielle livsværdier, som han mener, er gledet lidt i baggrunden i dagens Danmark.

Det drejer sig om uskyldighed, naivitet og troskyldighed.

Der findes et begreb som ”dejligt dumt”. Der er noget dumt over en and; noget utrolig naivt. Noget der normalt vil blive set ned på i vores brutaliserede samfund, hvor konfrontation og snedighed driver hjulene. Markedsproblematikken er smittet af på vores tankegang og der er en voksende tendens til todimensionalisering.

En and er på ingen måde ond. Der er tværtimod noget sødt over et væsen, der er så dumt. Hvad er der galt med naivitet? Vi har brug for letsindighed og godtroenhed. Der er en and i os alle, som vi bør dyrke.

Flemmings ænder

Men når man nu skal samle på ænder, så er en and ikke bare en and. Det er vigtigt at anden har en sjæl. At den har et udtryk man kan grine ad, og at den får personlig betydning. Faktisk bruger Flemming Jensen en af sine figurer som logo til sit firma Andria Aps. Originalen hænger hjemme på en af hans hylder.

Flemming Jensens firmalogo

En anden af hans yndlingsænder er en finurlig hvid and af træ, der med sit næb kan snuppe et spillekort ud af en hel stak, når man trykker på en udløser. En sjov lille ting Flemming har brugt i sine shows. Disse eksempler er bare to af de over hundrede ænder, som han har i sin samling.

Han har også brugt levende ænder i sine shows. Et stykke tid tilbage var han og Søren Østergaard sammen om at lave et cirkusshow. Som pauseindslag brugte de ænder til at underholde publikum. Det foregik såre simpelt ved, at de lukkede 12 ænder ind i manegen, som så gik rundt og havde rigeligt at gøre med at se søde ud.

Tragedien ramte dog den nat hvor en ræv slap ind i ændernes bur, og tog livet af en god portion af dem. Premieren måtte udskydes. De medvirkende var blevet spist.

Den lokale and

Flemming Jensen har rødder i det sydsjællandske. På trods af at han flyttede herfra da han var 7 år, føler han sig stadig knyttet til området. Det er måske også grunden til, at han valgte Holme-Olstrup ud til at lægge navn til hjemstedet for Nissebanden i den anden og tredje julekalender om den brogede nisseflok. Flemming synes nemlig at Holme-Olstrup, ligesom anden, bærer det uskyldige med sig i navnet. Så her skulle Lunte, Skipper, Pil og de andre altså bo.

Det pudsige er, at intet af det, vi ser fra julekalenderen, rent faktisk er optaget i Holme-Olstrup. Men folk er alligevel flokkedes til byen for at få et glimt af det berømte gadekær; med en hel del forvirring som resultat, for byen havde ikke noget gadekær. Det endte slet og ret med, at Holme-Olstrup gravede et, så byen kunne gøre sit ry ære.

Flemming har også historie i Næstved, da det var her han blev gift. Det er hyggeligt i Næstved, synes han. Og en ting han studser over er, at når han er sammen med sin gode ven Jesper Klein, som er fra Næstved, så slår dialekten helt automatisk over i det sydsjællandske.

Flemming Jensen

Skuespiller Flemming Jensen, æresborger i Holme-Olstrup